I Silkeborg har vi tegnet og bygget denne naturtro tilbygning for vores partner, Dennis Rask. Tilbygningen komplementerer det eksisterende murstenshus, som ligeledes er bygget med respekt for terrænet og naturen, som det ligger i. Tilbygningen giver familien to ekstra børneværelser og passer ind i skoven, som omkranser huset. Facaden er lavet med lister i Western Red Cedar, som med tiden bliver mere grå og falder i ét med fyrretræsstammerne. Med listerne stående på højkant bliver der trukket lighed fra de ranke og slanke fyrretræer. Det var vigtigt, at der ikke var synlige skruer, hvorfor vi havde en tæt dialog med håndværkerne om, hvordan dette kunne løses.
I mørket bliver tilbygningen lyst op af stilrene facadelamper, som skaber den samme skarpe linje. De kaster lys op langs listerne med en bred lys-spredning, som symboliserer træernes krone og rodnet. Grundens skråning skaber et niveauskift til husets nye tilbygning. Her har vi lavet en specialdesignet trappe i egetræ med plads til opbevaring.