I Holstebro har vi tegnet renoveringen af Villa Klint fra slut 60'erne. Projektets fokus har været at bevare 60'er husets stil og historie ved at arbejde med den eksisterende bolig. Boligen ligger med en af de bedste beliggenheder i Holstebro tæt på skov og ned til Vandkraftsøen. Med en ny terrasse og svalegang giver renoveringen fuld udnyttelse af boligens placering, hvor huset rejser sig ud over haven og vandet.
I facaden af boligen kommer det nye design til udtryk ved et skift af materiale i gavlene til Burnt Wood. Derudover er vinduerne skiftet ud med vinduer med sorte rammer, hvilket matcher det originale udtryk. Indenfor får familien glæde af en ny planløsning, der udnytter husets gode beliggenhed. Leverummene, som stue og køkken-alrum, har fået en mere central placering i boligen. Derudover har boligen også fået et master bedroom med udsigt, walk-in og tilgang til eget badeværelse.